ABCNYHETER

Ord helvete blir brukt for å skremme mennesker. De fanatisk troende familier har skremt sine barna med dette ordet. Så det blir undertrykket menneskeverd og stjlat tryghet hos barna ved bruk av dette ordet.

Gud eller den positive energi, som kalles det, finnes i hvert eneste menneske. Universe, det er min gud. Min gud ikke straffer mennesker på noen måte, fordi selve menneske og helle universe er gud. Universe elsker menneske.

Kirken og alle prestene som ga feil kunnskap til mennesker de skylder en unskyld for helle menneske verden. Er det ikke kriminielt av religion å bruke bevisst slike ord og feil kunnskap direkte rettet mot mennesker og manipulere mennesker tussenvis år til og med i dag ?
Er det ikke alle religioner på like måte har misbrukt mennesker ? Dessuten underviser på religion på og gir ut bøker kunnskapløse lærere.
Jesus språk det er unuversets språk og det er ikke så mange har evne å forstore hva Jesus mente. Så får vi da sjeggete prestene som har ført mennesker bak lyset og fortset å gjore.

"Dette er det store teologiske spørsmålet" står det i denne teksten.
Det kan neppe være bibelen teologene henviser til når han kommer med en slik kommentar.

Bibelen sier med klare ord, selv uten i lignelse, at de fortapte, som forkastet Jesus, ikke skal arve Guds rike, og vil før dommen (i Gehenna) havne i dødsriket. "der priser ingen tunge Gud" står det.

De frelste, de som altså tok imot Jesus som frelser i sitt liv kommer ikke til doms og ender i det kommende Gudsriket beskrevet som "Det nye Jerusalem"- som er i "den nye himmel og den nye jord", og vil før dette havne på et sted som omtales som Paradis, som b.l.a. den angrende røveren på korset ble trøstet om skulle bli med til.

Hva er det som er så vanskelig med dette? Folk bør lese hva skriften sier om disse tingene før gjetninger, antagelser og spekulasjoner fremsies. Om man ikke tror på det? Javel, enhver får gjøre som en vil med livet sitt. Hvis en ikke leser hva som står bør en heller ikke kommentere det.

God påske.

Vel.
Det er ikkje vanskelig å finne ut kor varmt det er i Helvete. Bibelen seier klart og tydelig at det er ein ildsjø. og då betyr det at det er veldig varmt, fordi det brenner der.

Livet er fylt av motsetninger som; lys / mørke, - ondt / godt, - rett / galt, - påføre lidelse, smerte, nød og død / lindre lidelse, smerte og nød, - undertrykke / frigjøre, - søke sannhet / begå urett osv.,
Om det finnes et evig sted for glede / fred og felleskap med Gud for alle som har søkt Gud, godhet, kjærlighet og sine nestes beste, - så forteller Jesus om mulige og evige følger som er annerledes.
Det er betryggende at dommen vil bli holdt av Bibelens Gud som viste hvor høyt han elsket verden å la sin egen Sønn gå i døden for alle.

- Helvete er ikke nå, sier Skjævesland.
Han bør ikke snakke på vegne av alle andre mennesker, synes jeg. Mange har såvisst opplevd helvete før de dør, blant annet på grunn av behandling de har fått fra dem som kaller seg kristne. Så lenge mange kristne ikke oppfører seg bedre, ofte snarere verre, enn andre, er det ingen grunn til å tro at de er i besittelse av en spesiell sannhet.
Psykolog Magne Raundalen forteller i et vedlegg til Befring-utvalgets rapport hvordan prester på 1800-tallet kritiserte almuens foreldre fordi de ikke ville slå ungene sine. Gadd vite hvor mange kristne det er som har bidratt til at folk har mistet gudstroen!
Med sitt helvetespreik tar ikke de som tror på det, i betraktning at mennesker også er psykologiske vesener.

Skjeveland sier at Helvete er å være uten gud. Jeg har alltid vært uten gud så lenge jeg har levd, vi er jo alle født uten kristne tanker, disse dukker merkelig nok ikke opp før noen forteller oss om gud og vi velger å tro på det de sier ofte i følge med trusler om nettop helvete. Jeg har aldri trodd på dette og aldri følt meg truet av noe som ikke er beviselig så jeg er derfor i Helvete ifølge ham. Merkelig at jeg ikke føler noen smerte og har det bra i livet da. Jeg får konkludere at Helvete er en bra plass å være.

Helvete og himmelen forblir noe mørkemenn har funnet på for å stagge den frie tanke i mennesket!

Jeg gidder ikke å utdype hvorfor jeg er 100% agnostiker, men alle troende: Vær så snill! Se disse filmene!

http://www.youtube.com/watch?v=zDHJ4ztnldQ
http://zeitgeistmovie.com/

Bibelen er skrevet av mennesker, redigert og omredigert , ikke minst av romerne for å presentere én felles tro som kunne holde riket sammen ennå en tid etter at rikets storhetstid var over.
Var Jesus Guds sønn ??
Dette ble vedtatt under kirkemøtet i nåværende Lilleasia i år 325 e.Kr., etter lang tids diskussjon og tilslutt vedtatt under votering med 4 stemmers overvekt.
Og dette tror dere på ???
Dumme svin.

En gang i tiden trodde folk at jorda var flat, vi trodde mange ting før i tiden, inntil forskning viste det motsatte. I dag har det blitt bevist gang på gang at jesus eksisterte som en opprører mot daværende regjering og ble behandlet derretter. Ikke bare jesus ble korsfestet, men mange tusen. Jesus var sønn av velstående foreldre, derfor var det også mulig å få mange venner som kunne spre løgner og myter!

Hvorfor skal vi på død og liv alltid bruke denne Bibelen som rettesnor for hva vi skal tro på og ikke tro på? Mye av de sentrale tingene som står der er jo så meningsløse og selvmotsigende at det er smått utrolig at vi fremdeles bruker denne boken. Jomfrufødsel, et brennende helvete, en sinna Gud med forbeholden kjærlighet?
Kan vi ikke tenke selv? Sannheten ligger inne i hver og en av oss, bak sinnets (egoets)kaos.
Vi er alle Guds "sønner og døtre". Hva annet kunne vi være? Vi er skapt på samme måte som Jesus alle sammen; på den naturlige måten. Sex og kvinner ble gjort urene ved at man innførte jomfrufødselen. De burde skamme seg!
Enig i at helvete er fravær av Gud, dvs. favær av kjærlighet. Det eneste helvete som fins, er det helvete vi kan ha inni oss: Sorg og frykt. Og det holder i massevis! Og det vet Gud også.

Vedr. Den augsburgske bekjennelse, Confessio Augustana (CA):
Den første offisielle versjonen av Confessio Augustana var nedtegnet av Philipp Melanchthon, professor ved universitetet i Wittenberg og en nær venn av Luther. Den ble lagt frem for keiseren den 25. juni 1530.

Tidlig på året (i 1530) lot kurfyrsten av Sachsen de fremste lutherske teologene samle for å forberede et forsvarsskrift å legge frem på riksdagen i juni. Torgauerartiklene ble resultatet av møtet. Problemet med disse, skulle det vise seg, var at de kun tok for seg det man fra luthersk hold anså å være «kirkelig misbruk» – altså først og fremst uenigheter knyttet til praktiske kirkelige ordninger. Når det gjaldt selve troens læreinnhold, mente man at det ville være tilstrekkelig å benytte seg av Luthers nevnte Schwabachertikler.

Men, da Melanchthon og følget hans ankom Augsburg, fikk de straks vite at den sentrale katolske teologen Johannes Eck hadde forfattet et nytt skrift, 404 artikler, mot den lutherske lære. Skriftet påtalte en rekke punkter i den protestantiske og lutherske lære, hvor Eck mente å påvise kjettersk lærdom. Dermed bestemte Melanchthon seg for å skrive en ny, utførlig presentasjon av den tro de skulle svare for overfor keiseren.

Resultatet ble CAs 28 artikler – forfattet av Melanchthon, med Luthers egne skrifter som uunnværlig forutsetning. CA er altså blitt til under helt spesielle konkrete forusetninger – som et forsvarsskrift kanskje vel så mye som konfesjon. I tiden etter riksdagen spredte bruken av CA seg raskt i de (nord)tyske lutherske menigheter, men det tok likevel tid før CA ble etablert som offisielt bekjennelsesskrift. http://no.wikipedia.org/wiki/Confessio_Augustana#Tilblivelse

Findes der et brændende helvede? Der er mange bibeloversættelser der omtaler et sted som kaldes „helvede“? Og der er præster der har lært folk om et sted der kaldes „helvede“, men stammer ordet helvede fra Bibelen eller har det en anden oprindelse?
Vidste du at det ikke kun er kirkemedlemmer i kristenheden men også mange ikke-kristne der har lært at tro på et helvede med pine? Det er meget oplysende at læse hvad forskellige værker siger om helvede.
En ikke-kristen, såkaldt hellig bog fra det syvende århundrede e.v.t siger følgende:
„Helvede! — de vil brænde dér — et ondt leje (ja, at ligge på)! — Ja, sådan! — Så skal de smage den — en kogende væske, og en mørk, sort, iskold væske! . . . (De vil være) midt i en voldsom, flammende ild og i kogende vand, i skyggen af sort røg: Intet (vil der være) til at læske eller lindre.“
Buddhismen, som blev til omkring det sjette århundrede f.v.t, har denne beskrivelse af et af de „helveder“ som dens lære omfatter:
„Her er der ingen pause hvori flammerne eller væsenernes pine ophører.“
Én romersk-katolsk katekismus, Catechism of Christian Doctrine (udgivet i 1949), siger:
„De er berøvet synet af Gud og lider frygtelige pinsler, især på grund af ilden, i al evighed. . . . Savnet af det saliggørende syn kaldes tabets pine; den pine som af skabte midler påføres sjælen og — efter opstandelsen — legemet, kaldes følelsens pine.“
Der er også blandt protestantiske præster nogle som med deres ord maler stærke billeder af helvedes rædsler. Der findes endog kirkemedlemmer som hævder at de har haft syner af pinen i helvede. En mand har beskrevet hvad han så i et sådant syn: ’Så langt øjet rakte var der kun flammende ild og menneskelige væsener at se. Hvilken pine og lidelse! Nogle skreg, andre jamrede sig og tryglede om at få vand, vand! Nogle rev sig i håret, andre skar tænder! Andre igen bed sig i arme og hænder.’
Den påstand fremsættes ofte at truslen om pine i helvede virker på folk som en stærk spore til at gøre hvad der er rigtigt. Men viser historien at det forholder sig sådan? Er nogle af de største grusomheder ikke netop blevet begået af mennesker der troede på helvedeslæren? Er inkvisitionen og korstogene ikke eksempler på det?
HVAD „SHEOL“ ER? I gamle bibeloversættelser, for eksempel i den katolske oversættelse til engelsk kaldet Douay Version, oversættes det hebraiske ord she’ōl´ med „helvede“, for eksempel i Første Mosebog 37:35, hvor patriarken Jakob om sin søn Josef, som han tror er død, siger: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i helvede.“ Det skulle være klart at Jakob ikke gav udtryk for den tanke at han gerne ville være sammen med sin søn et sted hvor der var pine. Ikke engang fodnoten til dette vers i Douay Version (udgivet af Douay Bible House, New York, 1941) fortolker dette vers på denne måde. Den siger:
„I helvede. Det vil sige i limbus, stedet hvor de retfærdiges sjæle kom før vor Genløsers død. . . . [Det] var afgjort et hvilested han mente, hvor hans sjæl skulle være.“
Bibelen selv omtaler ikke noget sted der kaldes „limbus“. Den støtter heller ikke den tanke at der skulle være et særligt hvilested for sjælen. Som det indrømmes i ordforklaringen til en moderne katolsk oversættelse, The New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970): „Der er ingen modsætning eller forskel mellem sjæl og legeme; det er blot forskellige måder at beskrive den ene, konkrete virkelighed på.“
Hvad er da det „helvede“ hvor Jakob mente han ville blive forenet med sin søn? Det rette svar på dette spørgsmål får vi når vi forstår hvad der menes med det hebraiske ord she’ōl´, som her er oversat med „helvede“. I New World Translation er ordet overalt gengivet uoversat, „Sheol“, de seksogtres gange det forekommer (i de niogtredive bøger som findes i De hebraiske Skrifter, der almindeligvis kaldes „Det gamle Testamente“). I nyere oversættelser, for eksempel den autoriserede danske oversættelse af 1931, er det gengivet med „døden“ eller „Dødsriget“, men det er aldrig forbundet med liv, virksomhed eller pine. Tværtimod er det ofte forbundet med død og uvirksomhed. Nogle få eksempler:
„Thi i døden kommes du [Herren] ikke i hu, i Dødsriget [Sheol, NW; helvede, Douay Version; også en dansk oversættelse fra 1647, som efter en revision var blevet autoriseret af kong Frederik den Fjerde, har her „helvede“] hvo vil takke dig der?“ — Salme 6:6.
„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, NW], hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:10.
„Thi Dødsriget [Sheol, NW] takker dig [Herre] ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven. Men den levende, den levende takker dig som jeg i dag.“ — Esajas 38:18, 19.
Sheol er altså tydeligt nok det sted hvortil de døde går. Det er ikke det enkelte menneskes grav, men den døde menneskeheds fælles grav, hvor al bevidst tilværelse og virksomhed er ophørt. New Catholic Encyclopedia siger om den bibelske betydning af sheōl´:
„I Bibelen betegner det stedet med fuldstændig uvirksomhed, dertil hvor man går når man dør, hvad enten man er retfærdig eller ond, rig eller fattig.“ — Bind 13, side 170.
At der ikke fandtes nogen forestilling om et hedt sted med pine i hele De hebraiske Skrifters periode, bekræftes også af at pine aldrig er nævnt som straffen for ulydighed. Det valg som Israels nation blev stillet over for, var ikke valget mellem liv og pine, men mellem liv og død. Moses sagde til folket: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mosebog 30:19, 20.
Sådan var det også når Gud senere appellerede til de utro israelitter om at vende om. Det var ikke for at de skulle undgå pine, men en alt for tidlig død. Gennem sin profet Ezekiel forkyndte Herren: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:11.

HADES ER DET SAMME SOM SHEOL. Nogle vil måske spørge: Ændrede Jesu komme her til jorden ikke situationen? Nej, Gud ændrer ikke sin personlighed eller sine retfærdige normer. Gennem sin profet Malakias har han sagt: „Jeg, [Herren], er ikke blevet en anden.“ (Malakias 3:6) Herren har ikke ændret straffen for ulydighed. Han er tålmodig med mennesker så de kan undgå, ikke pine, men tilintetgørelse. Som apostelen Peter skrev til sine medtroende: „Herren er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.
I overensstemmelse med at straffen for ulydighed fortsat er døden, er det sted som De kristne græske Skrifter (almindeligvis kaldet „Det nye Testamente“) siger at de døde går til, ikke forskelligt fra she’ōl´ i De hebraiske Skrifter. (Romerne 6:23) Det fremgår klart af en sammenligning mellem De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter. De ti steder hvor det græske ord hai’dēs, som i New World Translation gengives „Hades“, forekommer, udtrykker det hovedsagelig samme tanke som det hebraiske ord she’ōl´. (Mattæus 11:23; 16:18; Lukas 10:15; 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 1:18; 6:8; 20:13, 14. [Nogle gamle oversættelser har „helvede“ disse steder, men nyere oversættelser gengiver ordet med „Dødsriget“. Læg mærke til at dette ord ikke antyder at det skulle være et pinested.]) Betragt følgende eksempel:
I Salme 16:10 læser vi: „Thi Dødsriget [Sheol,NW; helvede, dansk oversættelse fra 1647] giver du [Herren] ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ Apostelen Peter viste at denne salme var profetisk, Han sagde: „Da [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse.“ (Apostelgerninger 2:30, 31) Læg mærke til at det græske ord hai’dēs blev brugt i stedet for det hebraiske ord sheōl´.
I det franske bibelselskabs Nouvelle Version siger ordforklaringen under udtrykket „De dødes rige“:
„Dette udtryk er en oversættelse af det græske Hades, som svarer til det hebraiske Sheol. Det er det sted hvor de døde befinder sig mellem [tiden for] deres død og deres opstandelse (Lukas 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 20:13, 14). Visse oversættelser har ukorrekt gengivet dette ord med helvede.“

OPRINDELSEN TIL HELVEDESLÆREN. Det er klart at de skriftsteder hvor Sheol og Hades findes, ikke støtter læren om et brændende helvede. Det katolske tidsskrift Commonweal (15. januar 1971) indrømmer at det ikke er en kristen lære og at den endog modsiger kristendommens ånd, idet der siges:
„For mange mennesker, deriblandt nogle filosoffer, opfylder helvede et behov i den menneskelige fantasi — som en slags julemand med modsat fortegn. . . . Hvem blandt de retfærdige vil ikke gerne se de uretfærdige blive straffet, så der bliver orden i regnskabet? Hvis ikke i dette liv, så i det næste. En sådan indstilling er imidlertid ikke forenelig med Det nye Testamente, som indbyder mennesket til at leve og til at vise kærlighed.“
Derefter går artiklen over til at vise hvor dette dogme muligvis stammer fra:
„Et andet element som kan have bidraget til den traditionelle kristne opfattelse af helvede, findes i den romerske verden. Ligesom iboende udødelighed var en forudsætning i hovedparten af den græske filosofi, var retfærdighed en primær dyd blandt romerne, især da kristendommen begyndte at brede sig. . . . Ægteskabet mellem disse to tankeverdener — den filosofiske græske og den lovmæssige romerske — kan udmærket have ført til den teologiske symmetri mellem himmel og helvede: hvis den gode sjæl belønnes, må den onde sjæl straffes. For at få bekræftet deres tro på at retfærdigheden rammer de uretfærdige, behøvede romerne blot at tage Vergils Æneiden i hånden og læse om de salige i Elysium og de fordømte i Tartaros, der var omgivet af ild og til overmål fyldt med pinslernes rædsel.“
Det indrømmes altså at læren om et brændende helvede er en tro hos mennesker som er fremmede for Gud. Den kan med rette henregnes til det der kaldes „dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) Det kan den fordi den har sin rod i den falske lære om at mennesket ikke virkelig dør, og fordi den genspejler dæmonernes abnorme, onde og grusomme indstilling. (Se Markus 5:2-13.) Har denne lære ikke til ingen nytte fyldt mennesker med skræk og rædsel? Har den ikke givet et groft forvrænget billede af Gud? I sit ord åbenbarer Jehova sig som en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8) Men læren om et brændende helvede smæder ham, anklager ham falskeligt for de værste grusomheder.
De der prædiker dogmet om et brændende helvede taler derfor bespotteligt om Gud. Nogle præster er måske ikke kendt med hvad Bibelen lærer, men det burde de være. De giver sig ud for at forkynde Guds ord og har derfor pligt til at vide hvad Bibelen siger. De ved udmærket godt at det de gør og siger, i høj grad kan indvirke på dem der ser hen til dem efter vejledning. Det burde få dem til at passe på med hvad de lærer. Enhver fejlagtig fremstilling af Gud kan få folk til at vende sig bort fra tilbedelsen af ham, til skade for dem.
Der kan ikke være nogen tvivl om at Gud ikke ser med velbehag på mennesker der fører falsk lære. Over de utro religiøse ledere i det gamle Israel udtalte han følgende dom: „Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt folket, fordi I ikke tager vare på mine veje.“ (Malakias 2:9) Vi kan være overbevist om at en lignende dom vil komme over dem der fører falsk lære i vor tid.
Frygt for pine er ikke det rette motiv til at tjene Gud. Han ønsker at vor tilbedelse af ham skal udspringe af kærlighed. De døde befinder sig ikke et sted der er fyldt med skrig og pine i en flammende ild, men de er uden bevidsthed og befinder sig i den døde menneskeheds tavse og livløse fælles grav. Vor forståelse heraf kan betyde at en hindring er fjernet som ellers ville gøre det umuligt for os at nære kærlighed til Gud.

skrevet av

Jærgen Lykke
Bibelforsker

Du sier at det ikke kan være tvil om at Gud ikke ser med velbehag på mennesker som fører falsk lære.
Bygger du det utsagnet kun på Bibelens lære? Eller har du tenkt selv på hva dette innebærer? Hvilket billede av Gud er det en slik tro forfekter?
Kan du svare meg på hvordan en Gud som har uforbeholden kjærlighet til alle, ikke ser med velbehag på noen som fører "falsk lære"? Vi må passe oss for ikke å tillegge Gud egenskaper som Gud ikke kan ha. Dersom vi kunne si at noe er blasfemi, så måtte det vel være nettopp det.
Frykt og skyldfølelse er menneskets eneste fiender. Og det er det Bibelen forsøker (og har forsøkt i hundrevis av år) å få oss til å føle.
Det er en stor fare med alle slike eksperter på Bibelen. Deres meninger kan bli tillagt stor betydning.
Vi må lære å tenke selv, folkens. Og ikke stole blindt på det som står i denne boken, og som har ødelagt vårt forhold til Gud.
Først når vi ikke frykter Gud kan vi skape et meningsfylt forhold til Gud. Frykt lammer, også vårt forhold til Gud. De fryktløse skal kjenne Gud. Fryktløse nok til å glemme det de trodde de visste om Gud. Så fryktløse at de tør å gå inn i sin egen opplevelse av Gud, uten å måtte tviholde på Bibelen.

Unnskyld Ravsat! Jeg tilla deg meningene til bibelforsker Jørge Lykke. Mitt innlegg var ment som en kommentar til det Jørgen Lykke skrev!

Folk tror på forskjellige ideologier og personer. Noen tror på sosialdemokratiet og på han Jens, andre på helt andre ting.
Hva mener biskop Skjevesland om dem som ikke GREIER å tro? Og hva vil det si å tro - må man tro med både forstanden og følelsene? Går det an å tvinge seg til å tro på noe(n)?
Kristendommen vektlegger det relasjonelle mellom mennesket og Gud. Hva med dem som tidlig i livet har fått relasjonsskader - kan de tvinge seg til en relasjon med Gud?
Dersom man må tvinge seg selv - om dette nå overhodet er mulig - hva DA med menneskets frihet, som biskopen snakker om?
Dette er blant de ting jeg ikke opplever at øvrigheta i Kirken tar tak i. Hvorfor?

Personlig har jeg aldri skjønt hva som skulle være så stort med å komme til himmelen. Jeg mener, hvor gøy kan det være å sitte på en liten sky, spille harpe, og spise philadelphiaost og iskrem i all evighet?

Nei, da er det nok mye artigere å tilbringe evigheten i helvete, med litt skikkelig synd, fyll og hor. Godt og varmt er det og.

Det er bare å ta seg en tur ned på NAV. Så vet en hva en har i vente.

Utrolig hva enkelte vet! Har de som påstår alt om himmelen og helvete vert på befaring der? Finnes det brosjyrer? Greit å få vite hva som er over og ikke minst under meg før jeg tar et valg.

Slik sett er jo det kun han gammel-Erik som klarer å gjøre jobben sin skikkelig. Knøden Gud er der aldri når en trenger`n allikevel. Han burde fått sparken.