
Hvor hett er egentlig helvete? Illustrasjonsfoto: Colourbox.com.
Slik er helvete
FAKTA:
* I det nye testamentet blir ordet brukt for å beskrive den evige fortapelse.
* Ordet «helvete» er brukt i Matt 5,22; Matt 5,29; Matt 5,30; Matt 10,28; Matt 18,9; Matt 23,15: Matt 23,33; Mark 9,43; Mark 9,45; Mark 9,47; Luk 12,5 og Jak 3,6.
Det er bedre for deg å gå enøyd inn i Guds rike enn å ha begge øyne og bli kastet i helvete, der marken som eter dem, ikke dør og ilden ikke slukner.
- Helvete står ikke i sentrum for Jesus budskap, men hans forkynnelse har et element som handler om fortapelsen, sier lederen for bispemøtet i Den norske kirke, biskop Olav Skjevesland til ABC Nyheter.
I januar var det 55 år siden teologiprofessor Ole Hallesby i en radiotale hos NRK advarte Norges uomvendte om at dersom «du stupte død ned på golvet i dette øyeblikk, så stupte du like i helvete». Dette utløste den bitre «helvetesdebatten», om hvordan helvetesbegrepet skulle brukes og forstås. Jubileet ble nylig markert av Dagbladet.no, som blant annet inviterte biskop Skjevesland til å skrive om sitt syn på saken.
- Hallesbys radiotale i 1953 satte nok en støkk i Kirken, fordi den var såpass krass. Mange hørte den, og den har nok sittet i erindringen og gjort at mange prester har kviet seg for å ta tak i temaet, sier Skjevesland i en telefonsamtale med ABC Nyheter.
- Riv ut øyet
Slik så man for seg helvete i et manuskript fra det 14. århundret. Illustrasjon: Scanpix/British Museum.
«Og om øyet ditt lokker deg til fall, så riv det ut! Det er bedre for deg å gå enøyd inn i Guds rike enn å ha begge øyne og bli kastet i helvete, 48 der marken som eter dem, ikke dør og ilden ikke slukner.», formaner Jesus (Mark 9,45).
- Fortapelsen er beskrevet med noen krasse bilder, på samme måten som himmelen er beskrevet med et positivt ladet billedspråk. Man klarer ikke å innholdsbestemme det annet enn å si at det er den negative utgangen av livet. Fortapelsen er det stedet der man er fraskåret fra liv, og Gud ikke er. Jesus advarte mot denne negative utgangen, og inviterte til Guds rike. Det var det glade budskap, og det er hovedsaken i Jesu lære, sier Skjevesland.
- Utfordringen blir å beskrive denne tilstanden på en måte som gir mening for folk.
Gehenna
- Helvete er et fravær av Gud, sier biskop Olav Skjevesland. Foto: Scanpix / Heiko Junge.
- Hinnoms dal var på mange måter Jerusalems Grønnmo, søppelplassen i Jerusalem og et sted der det i gammel tid pågikk barneofringer. I gresk oversettelse ble dette Gehenna. Så spørsmålet er da om man skal bruke det greske begrepet eller ordet helvete, som har norrøne røtter, sier Skjevesland.
Den augsburgske bekjennelse fra 1530 er en av den norske kirkens fem bekjennelsesskrifter. Her heter det om «Kristi gjenkomst til dom»:
«De fromme og utvalgte skal han gi evig liv og evige gleder, men de ugudelige mennesker og djevlene skal han fordømme til å pines uten ende.»
- Den augsburgske bekjennelsen er skrevet med et litt krast språk, men det saklige innholdet er at det finnes en dobbelt utgang av livet. Men det må ikke underslås at det finnes teologer som mener å finne bibelsteder som snakker om en lykkelig utgang for alle, så det er et tema som diskuteres. Men den norske kirkens offisielle lære er at det finnes en dobbelt utgang på menneskets liv, en positiv og en negativ, sier Skjevesland.
- Frihet
- Jesus hovedsak var å forkynne det gode Guds rike som kom med ham, men det er en del av hans forkynnelse at de som ikke tar imot budskapet, forakter det og skyver det fra seg må ta konsekvensene av det.
Fra et påskeopptog i Spania. Foto: Scanpix/Reuters.
- Men hva slags frihet gir egentlig valget mellom å ta imot budskapet og evig pinsel?
- Her er jo noe av spørsmålet hvordan man skal oversette ordet Gehenna. Ved bruk av ordet «helvete» får man mange middelalderske tanker med på kjøpet, med assosiasjoner til et sted der smådjevler løper rundt og plager folk. Dette er forestillinger fra mytologi, middelalder og verk som Dantes «Den guddommelige komedie». Man får fort dratt med seg mange assosiasjoner som ikke treffer og som er villedende for tanken. Det er en realitet i helvetesbegrepet som skal ivaretas, men hvilket ord man bruker for å beskrive den negative mulighet er et oversettelsesproblem.
- Finnes helvete her og nå?
Ole Hallesbys radiotale om helvete skaper bølger i 1953. Foto: Scanpix / Aktuell.
- Hva skjer med de døde før denne dommen, da?
- Dette er store teologiske spørsmål... men om det er en slags mellomtilstand... vi har vår historie og vår historiefølelse, men i den kommende verden er det helt annerledes. Det er vanskelig å beskrive den med dagens begrep og forestillinger. Når vi snakker om den bruker vi språklige bilder, vel vitende om at våre begreper ikke kan beskrive den virkelighet som kommer.
Noen endelig konklusjon om helvetes natur er det altså vanskelig å komme frem til i dette livet.
- Vi snakker om det uutsigelige, ting vi kun har vage forestillinger om, sier biskopen.


Expert nektet å gi penger igjen for defekt tv
FN-eksperter kritiserer Spania for overgrep mot dommer
Lesernes kommentarer
Ravsat Menchikova
22. mars 2008 - 13:52
Helvete er en våpen som religion og makt har brukt mot menneske
Gud eller den positive energi, som kalles det, finnes i hvert eneste menneske. Universe, det er min gud. Min gud ikke straffer mennesker på noen måte, fordi selve menneske og helle universe er gud. Universe elsker menneske.
Kirken og alle prestene som ga feil kunnskap til mennesker de skylder en unskyld for helle menneske verden. Er det ikke kriminielt av religion å bruke bevisst slike ord og feil kunnskap direkte rettet mot mennesker og manipulere mennesker tussenvis år til og med i dag ?
Er det ikke alle religioner på like måte har misbrukt mennesker ? Dessuten underviser på religion på og gir ut bøker kunnskapløse lærere.
Jesus språk det er unuversets språk og det er ikke så mange har evne å forstore hva Jesus mente. Så får vi da sjeggete prestene som har ført mennesker bak lyset og fortset å gjore.
Per morten Jørstad
22. mars 2008 - 17:34
RELIGION
Om den har et navn, en profet med skjegg og mundur, en nesten naken
mannsfigur som både kunne fly og gå og snakke og legge seg når han ville og stå opp når det passet seg.. se det kan man fordype seg i. Et dykk som kan forårsake at det blir litt for langt til overflaten. Uansett utgangspunkt.
For min del har jeg tenkt å feire noen vårdager som før. Med litt bevegelse, avpasset været, god mat, litteratur og kos med samboerskapet.
Og dertil en god cognac, fordi livet er så enkelt og godt tidvis. Fordi jeg ikke sliter med å forstå at usynlige makter, krefter og avgrunner, svovel og galle, omgir meg. neida: her er Braastad i glasset og kvelden er lys og vennlig.
Velkommen etter. Og et ok innlegg uansett.
Jarle A Samuelsen
22. mars 2008 - 20:15
Helvete
Akkurat som et menneskes psyke er ugjenkallelig og gjensidig forbundet med dets fysiske kropp, er alt og alle her på jorden forbundet med verdenssjelen. Alt henger sammen.....
Vet ikke om du skjønner hva jeg mener (det er sikkert mange andre som ikke gjør det og som kanskje vil latterliggjøre meg), men jeg ville nå bare gi min kommentar til deg.
God Påske:-)
Morten Hustad
22. mars 2008 - 14:01
Hva skjer med de døde før dommen?
Det kan neppe være bibelen teologene henviser til når han kommer med en slik kommentar.
Bibelen sier med klare ord, selv uten i lignelse, at de fortapte, som forkastet Jesus, ikke skal arve Guds rike, og vil før dommen (i Gehenna) havne i dødsriket. "der priser ingen tunge Gud" står det.
De frelste, de som altså tok imot Jesus som frelser i sitt liv kommer ikke til doms og ender i det kommende Gudsriket beskrevet som "Det nye Jerusalem"- som er i "den nye himmel og den nye jord", og vil før dette havne på et sted som omtales som Paradis, som b.l.a. den angrende røveren på korset ble trøstet om skulle bli med til.
Hva er det som er så vanskelig med dette? Folk bør lese hva skriften sier om disse tingene før gjetninger, antagelser og spekulasjoner fremsies. Om man ikke tror på det? Javel, enhver får gjøre som en vil med livet sitt. Hvis en ikke leser hva som står bør en heller ikke kommentere det.
God påske.
Sondre Melås
22. mars 2008 - 14:13
Ildsjøen
Det er ikkje vanskelig å finne ut kor varmt det er i Helvete. Bibelen seier klart og tydelig at det er ein ildsjø. og då betyr det at det er veldig varmt, fordi det brenner der.
Bjørn Weld
22. mars 2008 - 16:06
Gehenna er et sted uten åndsfelleskap med Gud
Om det finnes et evig sted for glede / fred og felleskap med Gud for alle som har søkt Gud, godhet, kjærlighet og sine nestes beste, - så forteller Jesus om mulige og evige følger som er annerledes.
Det er betryggende at dommen vil bli holdt av Bibelens Gud som viste hvor høyt han elsket verden å la sin egen Sønn gå i døden for alle.
Jan Pedersen
6. september 2010 - 12:28
Ge Hinnom er og...
Jeg erkjenner at kristendommen avledet av jødedommen er blant de dominerende religionene i verden i dag. Ikke desto mindre er det kunnskapsløst å sette kristendommen utenfor all annen mytologisk utsprunget religion. Dette fordi Bibelen også er en mytologi, på linje med gresk, romersk, hinduistisk og nordamerikansk mytologi.
At mennesker forholder seg til mytologi som ledestjerne for sine liv og forklaring på skapelse og verdensbilde, er helt i orden. Men det er ikke i orden at man truer mennesker til å dele de samme oppfatninger som en selv.
Sigrun Tømmerås
22. mars 2008 - 17:05
Helvete i dette livet
Han bør ikke snakke på vegne av alle andre mennesker, synes jeg. Mange har såvisst opplevd helvete før de dør, blant annet på grunn av behandling de har fått fra dem som kaller seg kristne. Så lenge mange kristne ikke oppfører seg bedre, ofte snarere verre, enn andre, er det ingen grunn til å tro at de er i besittelse av en spesiell sannhet.
Psykolog Magne Raundalen forteller i et vedlegg til Befring-utvalgets rapport hvordan prester på 1800-tallet kritiserte almuens foreldre fordi de ikke ville slå ungene sine. Gadd vite hvor mange kristne det er som har bidratt til at folk har mistet gudstroen!
Med sitt helvetespreik tar ikke de som tror på det, i betraktning at mennesker også er psykologiske vesener.
Raymond Kanne
22. mars 2008 - 17:58
Fravær av gud = Helvete
Jan Pedersen
6. september 2010 - 12:31
Har nettopp
Olav Gimse
22. mars 2008 - 19:01
Helvete!!!!!!!!
Henrik Sandsmark
22. mars 2008 - 19:14
Hjelp til å tenke selv
http://www.youtube.com/watch?v=zDHJ4ztnldQ
http://zeitgeistmovie.com/
Jarle A Samuelsen
22. mars 2008 - 19:29
Agnostiker?
Tom Rosenblad
22. mars 2008 - 21:53
Agnostiker?
Tom Haugland
27. mars 2008 - 10:13
Tenke selv?
http://www.youtube.com/watch?v=juKFSlQWojs
...og denne:
http://www.youtube.com/watch?v=Gyt02RxMAsA&feature=related
Så kan du tenke selv.
Thorbjørn Johansen
22. mars 2008 - 19:54
Svar til Bjørn Weld
Var Jesus Guds sønn ??
Dette ble vedtatt under kirkemøtet i nåværende Lilleasia i år 325 e.Kr., etter lang tids diskussjon og tilslutt vedtatt under votering med 4 stemmers overvekt.
Og dette tror dere på ???
Dumme svin.
Bjørn Weld
22. mars 2008 - 20:49
Jesus omtalte seg selv som Guds Sønn
både tro på og sette på trykk som du vil. Det er omtrent på samme nivå som hva du ellers refererer til og drar slutninger om.
Jeg vil anbefale deg å ta et kurs i kristendom eller studere teologi og tekstene litt så vil du finne ut at Jesus ble trodd på og omtalt som Guds sønn ikke bare lenge før, men også noen århundrer før dette kirkemøtet.
God påske !!
Jan Pedersen
6. september 2010 - 12:51
Jesus
Olav Gimse
23. mars 2008 - 8:59
Troende til alt!
Torbjørn Hillersøy
23. mars 2008 - 12:47
Bibelen igjen
Kan vi ikke tenke selv? Sannheten ligger inne i hver og en av oss, bak sinnets (egoets)kaos.
Vi er alle Guds "sønner og døtre". Hva annet kunne vi være? Vi er skapt på samme måte som Jesus alle sammen; på den naturlige måten. Sex og kvinner ble gjort urene ved at man innførte jomfrufødselen. De burde skamme seg!
Enig i at helvete er fravær av Gud, dvs. favær av kjærlighet. Det eneste helvete som fins, er det helvete vi kan ha inni oss: Sorg og frykt. Og det holder i massevis! Og det vet Gud også.
Sigrun Tømmerås
23. mars 2008 - 13:04
Hvor relevant er CA?
Den første offisielle versjonen av Confessio Augustana var nedtegnet av Philipp Melanchthon, professor ved universitetet i Wittenberg og en nær venn av Luther. Den ble lagt frem for keiseren den 25. juni 1530.
Tidlig på året (i 1530) lot kurfyrsten av Sachsen de fremste lutherske teologene samle for å forberede et forsvarsskrift å legge frem på riksdagen i juni. Torgauerartiklene ble resultatet av møtet. Problemet med disse, skulle det vise seg, var at de kun tok for seg det man fra luthersk hold anså å være «kirkelig misbruk» – altså først og fremst uenigheter knyttet til praktiske kirkelige ordninger. Når det gjaldt selve troens læreinnhold, mente man at det ville være tilstrekkelig å benytte seg av Luthers nevnte Schwabachertikler.
Men, da Melanchthon og følget hans ankom Augsburg, fikk de straks vite at den sentrale katolske teologen Johannes Eck hadde forfattet et nytt skrift, 404 artikler, mot den lutherske lære. Skriftet påtalte en rekke punkter i den protestantiske og lutherske lære, hvor Eck mente å påvise kjettersk lærdom. Dermed bestemte Melanchthon seg for å skrive en ny, utførlig presentasjon av den tro de skulle svare for overfor keiseren.
Resultatet ble CAs 28 artikler – forfattet av Melanchthon, med Luthers egne skrifter som uunnværlig forutsetning. CA er altså blitt til under helt spesielle konkrete forusetninger – som et forsvarsskrift kanskje vel så mye som konfesjon. I tiden etter riksdagen spredte bruken av CA seg raskt i de (nord)tyske lutherske menigheter, men det tok likevel tid før CA ble etablert som offisielt bekjennelsesskrift. http://no.wikipedia.org/wiki/Confessio_Augustana#Tilblivelse
Ravsat Menchikova
23. mars 2008 - 14:54
Findes der et brændende helvede?
Vidste du at det ikke kun er kirkemedlemmer i kristenheden men også mange ikke-kristne der har lært at tro på et helvede med pine? Det er meget oplysende at læse hvad forskellige værker siger om helvede.
En ikke-kristen, såkaldt hellig bog fra det syvende århundrede e.v.t siger følgende:
„Helvede! — de vil brænde dér — et ondt leje (ja, at ligge på)! — Ja, sådan! — Så skal de smage den — en kogende væske, og en mørk, sort, iskold væske! . . . (De vil være) midt i en voldsom, flammende ild og i kogende vand, i skyggen af sort røg: Intet (vil der være) til at læske eller lindre.“
Buddhismen, som blev til omkring det sjette århundrede f.v.t, har denne beskrivelse af et af de „helveder“ som dens lære omfatter:
„Her er der ingen pause hvori flammerne eller væsenernes pine ophører.“
Én romersk-katolsk katekismus, Catechism of Christian Doctrine (udgivet i 1949), siger:
„De er berøvet synet af Gud og lider frygtelige pinsler, især på grund af ilden, i al evighed. . . . Savnet af det saliggørende syn kaldes tabets pine; den pine som af skabte midler påføres sjælen og — efter opstandelsen — legemet, kaldes følelsens pine.“
Der er også blandt protestantiske præster nogle som med deres ord maler stærke billeder af helvedes rædsler. Der findes endog kirkemedlemmer som hævder at de har haft syner af pinen i helvede. En mand har beskrevet hvad han så i et sådant syn: ’Så langt øjet rakte var der kun flammende ild og menneskelige væsener at se. Hvilken pine og lidelse! Nogle skreg, andre jamrede sig og tryglede om at få vand, vand! Nogle rev sig i håret, andre skar tænder! Andre igen bed sig i arme og hænder.’
Den påstand fremsættes ofte at truslen om pine i helvede virker på folk som en stærk spore til at gøre hvad der er rigtigt. Men viser historien at det forholder sig sådan? Er nogle af de største grusomheder ikke netop blevet begået af mennesker der troede på helvedeslæren? Er inkvisitionen og korstogene ikke eksempler på det?
HVAD „SHEOL“ ER? I gamle bibeloversættelser, for eksempel i den katolske oversættelse til engelsk kaldet Douay Version, oversættes det hebraiske ord she’ōl´ med „helvede“, for eksempel i Første Mosebog 37:35, hvor patriarken Jakob om sin søn Josef, som han tror er død, siger: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i helvede.“ Det skulle være klart at Jakob ikke gav udtryk for den tanke at han gerne ville være sammen med sin søn et sted hvor der var pine. Ikke engang fodnoten til dette vers i Douay Version (udgivet af Douay Bible House, New York, 1941) fortolker dette vers på denne måde. Den siger:
„I helvede. Det vil sige i limbus, stedet hvor de retfærdiges sjæle kom før vor Genløsers død. . . . [Det] var afgjort et hvilested han mente, hvor hans sjæl skulle være.“
Bibelen selv omtaler ikke noget sted der kaldes „limbus“. Den støtter heller ikke den tanke at der skulle være et særligt hvilested for sjælen. Som det indrømmes i ordforklaringen til en moderne katolsk oversættelse, The New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970): „Der er ingen modsætning eller forskel mellem sjæl og legeme; det er blot forskellige måder at beskrive den ene, konkrete virkelighed på.“
Hvad er da det „helvede“ hvor Jakob mente han ville blive forenet med sin søn? Det rette svar på dette spørgsmål får vi når vi forstår hvad der menes med det hebraiske ord she’ōl´, som her er oversat med „helvede“. I New World Translation er ordet overalt gengivet uoversat, „Sheol“, de seksogtres gange det forekommer (i de niogtredive bøger som findes i De hebraiske Skrifter, der almindeligvis kaldes „Det gamle Testamente“). I nyere oversættelser, for eksempel den autoriserede danske oversættelse af 1931, er det gengivet med „døden“ eller „Dødsriget“, men det er aldrig forbundet med liv, virksomhed eller pine. Tværtimod er det ofte forbundet med død og uvirksomhed. Nogle få eksempler:
„Thi i døden kommes du [Herren] ikke i hu, i Dødsriget [Sheol, NW; helvede, Douay Version; også en dansk oversættelse fra 1647, som efter en revision var blevet autoriseret af kong Frederik den Fjerde, har her „helvede“] hvo vil takke dig der?“ — Salme 6:6.
„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, NW], hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:10.
„Thi Dødsriget [Sheol, NW] takker dig [Herre] ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven. Men den levende, den levende takker dig som jeg i dag.“ — Esajas 38:18, 19.
Sheol er altså tydeligt nok det sted hvortil de døde går. Det er ikke det enkelte menneskes grav, men den døde menneskeheds fælles grav, hvor al bevidst tilværelse og virksomhed er ophørt. New Catholic Encyclopedia siger om den bibelske betydning af sheōl´:
„I Bibelen betegner det stedet med fuldstændig uvirksomhed, dertil hvor man går når man dør, hvad enten man er retfærdig eller ond, rig eller fattig.“ — Bind 13, side 170.
At der ikke fandtes nogen forestilling om et hedt sted med pine i hele De hebraiske Skrifters periode, bekræftes også af at pine aldrig er nævnt som straffen for ulydighed. Det valg som Israels nation blev stillet over for, var ikke valget mellem liv og pine, men mellem liv og død. Moses sagde til folket: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mosebog 30:19, 20.
Sådan var det også når Gud senere appellerede til de utro israelitter om at vende om. Det var ikke for at de skulle undgå pine, men en alt for tidlig død. Gennem sin profet Ezekiel forkyndte Herren: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:11.
HADES ER DET SAMME SOM SHEOL. Nogle vil måske spørge: Ændrede Jesu komme her til jorden ikke situationen? Nej, Gud ændrer ikke sin personlighed eller sine retfærdige normer. Gennem sin profet Malakias har han sagt: „Jeg, [Herren], er ikke blevet en anden.“ (Malakias 3:6) Herren har ikke ændret straffen for ulydighed. Han er tålmodig med mennesker så de kan undgå, ikke pine, men tilintetgørelse. Som apostelen Peter skrev til sine medtroende: „Herren er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.
I overensstemmelse med at straffen for ulydighed fortsat er døden, er det sted som De kristne græske Skrifter (almindeligvis kaldet „Det nye Testamente“) siger at de døde går til, ikke forskelligt fra she’ōl´ i De hebraiske Skrifter. (Romerne 6:23) Det fremgår klart af en sammenligning mellem De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter. De ti steder hvor det græske ord hai’dēs, som i New World Translation gengives „Hades“, forekommer, udtrykker det hovedsagelig samme tanke som det hebraiske ord she’ōl´. (Mattæus 11:23; 16:18; Lukas 10:15; 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 1:18; 6:8; 20:13, 14. [Nogle gamle oversættelser har „helvede“ disse steder, men nyere oversættelser gengiver ordet med „Dødsriget“. Læg mærke til at dette ord ikke antyder at det skulle være et pinested.]) Betragt følgende eksempel:
I Salme 16:10 læser vi: „Thi Dødsriget [Sheol,NW; helvede, dansk oversættelse fra 1647] giver du [Herren] ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ Apostelen Peter viste at denne salme var profetisk, Han sagde: „Da [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse.“ (Apostelgerninger 2:30, 31) Læg mærke til at det græske ord hai’dēs blev brugt i stedet for det hebraiske ord sheōl´.
I det franske bibelselskabs Nouvelle Version siger ordforklaringen under udtrykket „De dødes rige“:
„Dette udtryk er en oversættelse af det græske Hades, som svarer til det hebraiske Sheol. Det er det sted hvor de døde befinder sig mellem [tiden for] deres død og deres opstandelse (Lukas 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 20:13, 14). Visse oversættelser har ukorrekt gengivet dette ord med helvede.“
OPRINDELSEN TIL HELVEDESLÆREN. Det er klart at de skriftsteder hvor Sheol og Hades findes, ikke støtter læren om et brændende helvede. Det katolske tidsskrift Commonweal (15. januar 1971) indrømmer at det ikke er en kristen lære og at den endog modsiger kristendommens ånd, idet der siges:
„For mange mennesker, deriblandt nogle filosoffer, opfylder helvede et behov i den menneskelige fantasi — som en slags julemand med modsat fortegn. . . . Hvem blandt de retfærdige vil ikke gerne se de uretfærdige blive straffet, så der bliver orden i regnskabet? Hvis ikke i dette liv, så i det næste. En sådan indstilling er imidlertid ikke forenelig med Det nye Testamente, som indbyder mennesket til at leve og til at vise kærlighed.“
Derefter går artiklen over til at vise hvor dette dogme muligvis stammer fra:
„Et andet element som kan have bidraget til den traditionelle kristne opfattelse af helvede, findes i den romerske verden. Ligesom iboende udødelighed var en forudsætning i hovedparten af den græske filosofi, var retfærdighed en primær dyd blandt romerne, især da kristendommen begyndte at brede sig. . . . Ægteskabet mellem disse to tankeverdener — den filosofiske græske og den lovmæssige romerske — kan udmærket have ført til den teologiske symmetri mellem himmel og helvede: hvis den gode sjæl belønnes, må den onde sjæl straffes. For at få bekræftet deres tro på at retfærdigheden rammer de uretfærdige, behøvede romerne blot at tage Vergils Æneiden i hånden og læse om de salige i Elysium og de fordømte i Tartaros, der var omgivet af ild og til overmål fyldt med pinslernes rædsel.“
Det indrømmes altså at læren om et brændende helvede er en tro hos mennesker som er fremmede for Gud. Den kan med rette henregnes til det der kaldes „dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) Det kan den fordi den har sin rod i den falske lære om at mennesket ikke virkelig dør, og fordi den genspejler dæmonernes abnorme, onde og grusomme indstilling. (Se Markus 5:2-13.) Har denne lære ikke til ingen nytte fyldt mennesker med skræk og rædsel? Har den ikke givet et groft forvrænget billede af Gud? I sit ord åbenbarer Jehova sig som en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8) Men læren om et brændende helvede smæder ham, anklager ham falskeligt for de værste grusomheder.
De der prædiker dogmet om et brændende helvede taler derfor bespotteligt om Gud. Nogle præster er måske ikke kendt med hvad Bibelen lærer, men det burde de være. De giver sig ud for at forkynde Guds ord og har derfor pligt til at vide hvad Bibelen siger. De ved udmærket godt at det de gør og siger, i høj grad kan indvirke på dem der ser hen til dem efter vejledning. Det burde få dem til at passe på med hvad de lærer. Enhver fejlagtig fremstilling af Gud kan få folk til at vende sig bort fra tilbedelsen af ham, til skade for dem.
Der kan ikke være nogen tvivl om at Gud ikke ser med velbehag på mennesker der fører falsk lære. Over de utro religiøse ledere i det gamle Israel udtalte han følgende dom: „Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt folket, fordi I ikke tager vare på mine veje.“ (Malakias 2:9) Vi kan være overbevist om at en lignende dom vil komme over dem der fører falsk lære i vor tid.
Frygt for pine er ikke det rette motiv til at tjene Gud. Han ønsker at vor tilbedelse af ham skal udspringe af kærlighed. De døde befinder sig ikke et sted der er fyldt med skrig og pine i en flammende ild, men de er uden bevidsthed og befinder sig i den døde menneskeheds tavse og livløse fælles grav. Vor forståelse heraf kan betyde at en hindring er fjernet som ellers ville gøre det umuligt for os at nære kærlighed til Gud.
skrevet av
Jærgen Lykke
Bibelforsker
Torbjørn Hillersøy
23. mars 2008 - 18:32
Frykt og skyldfølelse
Bygger du det utsagnet kun på Bibelens lære? Eller har du tenkt selv på hva dette innebærer? Hvilket billede av Gud er det en slik tro forfekter?
Kan du svare meg på hvordan en Gud som har uforbeholden kjærlighet til alle, ikke ser med velbehag på noen som fører "falsk lære"? Vi må passe oss for ikke å tillegge Gud egenskaper som Gud ikke kan ha. Dersom vi kunne si at noe er blasfemi, så måtte det vel være nettopp det.
Frykt og skyldfølelse er menneskets eneste fiender. Og det er det Bibelen forsøker (og har forsøkt i hundrevis av år) å få oss til å føle.
Det er en stor fare med alle slike eksperter på Bibelen. Deres meninger kan bli tillagt stor betydning.
Vi må lære å tenke selv, folkens. Og ikke stole blindt på det som står i denne boken, og som har ødelagt vårt forhold til Gud.
Først når vi ikke frykter Gud kan vi skape et meningsfylt forhold til Gud. Frykt lammer, også vårt forhold til Gud. De fryktløse skal kjenne Gud. Fryktløse nok til å glemme det de trodde de visste om Gud. Så fryktløse at de tør å gå inn i sin egen opplevelse av Gud, uten å måtte tviholde på Bibelen.
Torbjørn Hillersøy
23. mars 2008 - 21:10
unnskyld
Sigrun Tømmerås
24. mars 2008 - 17:45
Kan man tvinge seg til tro?
Hva mener biskop Skjevesland om dem som ikke GREIER å tro? Og hva vil det si å tro - må man tro med både forstanden og følelsene? Går det an å tvinge seg til å tro på noe(n)?
Kristendommen vektlegger det relasjonelle mellom mennesket og Gud. Hva med dem som tidlig i livet har fått relasjonsskader - kan de tvinge seg til en relasjon med Gud?
Dersom man må tvinge seg selv - om dette nå overhodet er mulig - hva DA med menneskets frihet, som biskopen snakker om?
Dette er blant de ting jeg ikke opplever at øvrigheta i Kirken tar tak i. Hvorfor?
Torbjørn Hillersøy
24. mars 2008 - 20:21
Frihet til alt
Kanskje de ikke tør¨å ta tak i det fordi de får et forklaringsproblem? Kanskje de innerst inne allikevel mener at de som ikke tror, får evig fortapelse? Men at de ikke tør å si det?
Kan Gud være så liberal at Gud tillater at noen ikke tror på Gud? Selvfølgelig!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Det eneste Gud ønsker for oss er at vi har det godt med oss selv, og har et positivt syn på livet. Gud ønsker det beste for oss, men formaner ingen!
Har vi det godt med oss selv, så har vi det godt med Gud. Det var vel Gud som oppfant godhet, var det ikke? Gud er pr. definisjon godhet.
Om vi ikke har det godt med oss selv, og ikke klarer å se positivt på livet, så har selvfølgelig Gud det godt med oss allikevel!
Det spiller ingen rolle om du tror på Gud eller ikke. Man hverken kan eller bør tvinge seg til å tro. Dersom en ateist snur Gud ryggen, av grunner som kan være helt forståelige, snur ikke Gud ryggen til ateisten for det. Det er det alle med fordommer som gjør. Fordommer har også helt forståelige årsaker. Fordommer kommer av frykt, og Gud frykter selvfølgelig ingenting.
Gud gir ingen fordeler til de som tror på Gud. Dersom det var tilfelle, ville vi vel ikke snakke om en Gud med uforbeholden kjærlighet. Gud er pr. definisjon kjærlighet og gjør ikke forskjell på noen. Det er det vi mennesker som gjør.
Sondre Melås
2. september 2010 - 15:56
Hei
Jesus døde for alle som tok imot han. alt er ferdig, bare du ønskar å ta imot så får du det. og det beror ikkje på kunnskap eller følelsar.
Sei idag til Jesus at du ønskar han som Herre i dit liv og du er frelst, ingen støtes bort frå Jesus.
Nicolai Myklebust
27. mars 2008 - 16:11
Himmel og helvete
Nei, da er det nok mye artigere å tilbringe evigheten i helvete, med litt skikkelig synd, fyll og hor. Godt og varmt er det og.
Asbjørn Sagen
6. september 2010 - 11:03
Helvete !!!
6. september 2010 - 12:17
.
Slik sett er jo det kun han gammel-Erik som klarer å gjøre jobben sin skikkelig. Knøden Gud er der aldri når en trenger`n allikevel. Han burde fått sparken.